Tilknytning
For nogle kan det være meningsfuldt undervejs i terapien at udforske den tidlige tilknytnings historie, måske fordi den atter aktiveres på grund af en krise i voksenlivet. Alle har vi på et tidspunkt som børn været afhængige af omsorg og kontakt med betydningsfulde voksne for at kunne udvikle os som mennesker. Vi er afhængige af kærlighed, omsorg og at være tæt knyttet til en forælder.
Det at udforske sin tidlige tilknytnings historie kan hele nogle af de oplevelser, som ikke var optimale, såsom tab af omsorg, kontakt og kærlighed eller hvis der har været omsorgssvigt. Som mennesker udvikler vi vores jeg baseret på kvaliteten af den kontakt, der har været i opvæksten, og hvis der er omsorgstab, påvirker det vores liv som voksne i forhold til parforhold, familieliv og karriere.
Måske udvikler vi en usund eller utryg levevis; vi vælger den forkerte partner eller noget helt andet som en del af en overlevelsesstrategi. Terapi kan tilbyde at udforske fortiden på en måde, der er hjælpsom lige netop for dig. Du ved selv bedre end nogen anden, om det er i fortiden, at du har brug for at hele dig selv og lære at udvikle mere omsorg for dig selv. Det at få lov til at udtrykke følelser, der aldrig før fik plads, kan være en befrielse og et stort skridt på vejen til at blive dig selv.
Selv om vi som voksne mennesker lever med ansvar til daglig og på den måde tager udgangspunkt i nutiden, så kan ufærdige historier fra fortiden baseret på vores individuelle tilknytnings historie betyde, at vi på forskellige og menneskelige måder har været nødt til at finde overlevelsesstrategier for at få dækket vores behov for kontakt og kærlighed. Som voksne lever overlevelsesstrategierne fra opvæksten videre i nære relationer, og i terapien er det befriende at få arbejdet sig bort fra en måde at overleve på og hen mod en måde at leve på, der giver plads til dig uden at acceptere situationer der er usunde for dig.